Projects

MetteNadja Quintet - Ella&Louis Tribute
EllaLouis Tribute
Line up:
Mette Nadja – Vokal
Tobias Wiklund – Trompet
Zier Romme Larsen – Klaver
Lasse Mørck – Kontrabas
Henrik Holst Hansen – Trommer

En hyldest til to af jazzhistoriens største legender –
Ella Fitzgerald og Louis Armstrong.
I år 2016/17 kan vi fejre 60 års jubilæum for 3 legendariske plader, som har en særlig plads i de fleste jazz-elskeres pladesamling.
Ella&Louis, Ella&Louis Again og Porgy&Bess.
De 3 udgivelser er resultatet af et enestående samarbejde mellem to af jazzens uforglemmelige sværvægtere. Musikalsk charme og swing i verdensklasse.

Jazz har ingen alder og de 3 plader er ikke gået i glemmebogen i den yngre generation. Med en gennemsnitsalder på 25 år, ukuelig entusiasme og stor respekt for traditionen, blæser de unge jazzprofiler støvet af de gamle plader, og serverer en ung filtreret fortolkning af det gamle repertoire.

De unge talenter er et stærkt sammenspillet hold af nye og kendte ansigter fra den danske/svenske jazzscene. De har alle haft næsen dybt begravet i de omtalte plader og har sammen startet projektet Ella&Louis Tribute.

I front står en ny spire på stammen af kvindelige danske jazzvokalister - Mette Nadja. Intensitet, varme, glimt i øjet og dyb respekt for sine musikalske helte er beskrivelser, der klæber sig til den unge sangerindes navn. De seneste år har musikken ført hende vidt omkring. Netop nu er hun bosat I Berlin blandt eksperimenterende undergrundsscener, tilrøgede jazzbarer og musik i alle former og farver.

---------------------------------------------------------------------------

Johannes Wamberg Photo

Mette Nadja // Johannes Wamberg

Mette Nadja Photo

To gode venner, to bankende jazzhjerter, fire lysende øjne, en smuk, gammel, gylden jazzguitar, en stemme med noget på hjerte – En ny udsøgt jazzduo har set dagens lys.

De to lysende talenter har blod på tanden og ild i hjertet. De graver dybt efter guldet i den Amerikanske swingtraditions skattekiste og leverer deres personlige favoritter på charmerende og livsbekræftende vis.

Det er ingen hemmelighed, at de fire legendariske plader, Ella Fitzgerald og Joe Pass indspillede mellem 1973-1986, har en betydningsfuld plads på hylden hos de to unge musikere.

Udover de dybe rødder i jazzmuldet og de mange standards på repertoiret komponerer de to sammen og hver for sig. Deres egne kompositioner smyger sig langsomt ind side om side med de gamle klassikere.

Johannes Wamberg samlede guitaren op som 12-årig. Som 18-årig begyndte han at tage musikken seriøst, og da han er vokset op med Danmarks legendariske bassist Hugo Rasmussen, havde han allerede en stor forståelse for jazz. Hugo opfordrede Johannes til at studere med den legendariske jazzguitarist Doug Raney, og det blev til et tæt samarbejde og en koncert I København I 2013. Siden da har Johannes spillet et utal af koncerter i hele landet med store danske jazznavne. En varm, naturlig, blød lyd, der leder tankerne i retningen af Jim Hall, er kendetegnende for den unge jazzguitarist.

Mette Nadja har sunget siden hun kunne gå. De første spæde sang skridt trådte hun I Danmarks Radios Pigekor. I 2008 blev hun introduceret til jazzen og de to formidable danske musikere trompetist Thomas Fryland og sangerinde Veronica Mortensen, som tog hende under deres vinger. Siden da er der sket meget på den musikalske front. Musikken førte hende til 2 år på jazzskole I Sverige og hun bor og studerer nu i farverige Berlin og spiller koncerter på kryds og tværs af generationer I både Danmark, Sverige og Tyskland.

Intensitet, varme, glimt i øjet og dyb respekt for sine musikalske helte er beskrivelser, der klæber sig til den unge sangerindes navn.